Gigant varmepumper sat i drift

  • 0
  • november 26, 2020

Gigant varmepumper sat i drift

Sidste grønne skud på Grenaa Varmeværk er to kæmpe varmepumper, der bruger nyeste teknologi til, at trække varme ud af den blå luft.

Med en investering på omkring 30 mio. kr. er Grenaa Varmeværk et af de første i landet, der har taget miljøvenlige luft til vand varmepumper i drift. De fungerer ved, at suge varmen ud af den blå luft, og overføre den til en stor akkumuleringstank. „Vi har bygget et »sommerværk«, og forventer, at pumperne årligt kan producere, hvad der svarer til opvarmning af 940 boliger,” fortæller direktør Søren Gertsen.

Flisfyr holder sommerferie

Pumperne yder mest ved en udetemperatur på over syv grader, og Søren ser derfor kombinationen af solvarmeanlæg og varmepumper, som ideel til produktion af billig og grøn varme – ikke mindst i sommerhalvåret. Det betyder, at Grenaa Varmeværks to fliskedler stort set kan undgå at køre i tre måneder. „Det har stor betydning, for det er dyrt at køre med kedlerne på lav last, ligesom deres levetid på den måde forlænges. I år har de kørt fire dage i august mod 27 dage sidste år, hvor vi endnu ikke havde varmepumperne.“

Anlægget har været undervejs i halvandet år, og det er forventningen, at det kan køre med minimale vedlige­holdelsesomkostninger. „Det er en forholdsvis enkel teknologi, og på den baggrund har vi også en formodning om, at vi igen kan sænke varmepriserne yderligere.“

FAKTA
112 luft til vand varmepumper
Samlet effekt: 4,5 MW
Min. COP faktor: 3,53
Forventet årlig produktion: 17.000 MWh
Forventet årligt elforbrug: 4.400 MWh

 

Gå tilbage til jubilæumssiden her.